Sprog og skrift
Afasi er en samlet betegnelse for et særligt sprogligt kommunikations-handicap, der skyldes nedsat eller ophævet funktion af et eller flere sprogområder i hjernen efter en neurologisk sygdom eller en hjerneskade.
Ved en afasi er flere af sprogets elementer som regel ramt. Forstyrrelserne optræder i varierende grader fra det helt diskrete til den totalt ophævede sproglige kommunikationsevne.
Oftest ses forstyrrelser i såvel tale- som skriftsproget, hvor både evnen til at opfatte sproget og til at udtrykke det er ramt.,Naturligvis findes der store variationer:– ikke to mennesker er ens – ikke to afatikere er ens.
Sprogforstyrrelserne er oftest mest udtalte ved komplekse og bevidste sproglige konstruktioner.
Udbrud - remser - sang
Vi ser et lidt andet billede ved følelsesmæssige udbrud og overindlærte remser som f.eks. talrækker og ugedage, der ofte kan klares relativt upåfaldende.
Det ses også, at afatikere med selv ret udtalte forstyrrelser kan synge med på kendte sange.
Men: remser og sange er ikke det samme som sprog.
Afasi eller dysartri?
Afasi skal adskilles fra dysartri:
AFASI er en defekt i styringen af sproget og adgangen til sproget.
DYSARTRI er en defekt i styringen af tale-/stemmeapparatet ved en nedsat/lammet muskelfunktion.